Den gode historie 2015
Jeg vil gerne fortælle en rigtig god historie.
Vores lille håndboldklub GHT Hovedgård, søgte om at få lov at afholde DGI´s Landsmesterskabet for senior, old og mix. i håndbold på græs.
Vi fik det og med en vis nervøsitet, gik vi i gang, kunne vi nu klare det.
Vi var en 8 mands arbejdsgruppe, som tog udfordringen op. Med det mål, at det skulle blive et super stævne og at der ikke skulle spares på forplejning og stævne rammerne.
Vores første møde med landsudvalget d. 6. nov. 2014 blev afholdt hos os i Grumstrup. Udover os 8 i arbejdsgruppen, var der Torben Andersen, Christian Jacobsen, og Steffen Nielsen fra landsudvalget. Desuden Henrik Hansen fra DGI Sydøstjyllands håndboldudvalg og Anders Vedel fra DGI Sydøstjyllands kontor i Horsens.
Mødet gik ud på at gennemgå hele den opgave som vi havde påtaget os, d.v.s. hvem gør hvad og hvad der forventes af klubben.
Vi var stillet i udsigt til at der muligvis ville komme ca. 60 hold, det var rigtig mange. Så det første, vi undersøgte, var hvor mange vi måtte være i Hovedgård hallen, hvor aftenfesten skulle være. Der måtte max være 650, det gik nok, så skulle der bookes skoler til overnatning.
Alle disse ting blev gjort, men ak´ efter sidste tilmelding, var der kun det halve antal hold. Problemet med plads i hallen og på skolerne, blev ikke dermed et problem, der kom 31 hold.
Arbejdsudvalget har holdt adskillige møder og rigtig mange opgaver blev løst, bestilt musik, der blev fundet mange hjælpere, bestil forplejning, lavet hjælper-bluser, søgt div. godkendelser ved brand og redning, bestilt håndboldmål og opkridtning til 7 baner og mange andre ting.
Efter næsten 10 måneder, skulle slaget stå, i ugen op til blev rammerne gjort klar og fredag d. 21. aug. kl. 16.00 var alle hjælpere d.v.s. ca. 140 stk. informeret om deres opgaver, det var lige fra U10, U12, U14, senior damer/herre + en stor del af frivillige fra byen og omegnen. Det har været en stor fornøjelse, at skaffe frivillige hjælpere- en kæmpe tak til dem alle sammen, uden dem kunne dette stævne ikke været lavet.
Da kl. blev 18.30 kom de første. Indkvarteringen var først kl. 20.00 men de havde deres egen grill med og vejret var det bedste man kunne tænke sig. Der blev hygget i skolegården, til de kunne blive indlogeret i klasserummene.
Da kl. var ca. 23 var alle hold kommet. Sjælden har jeg oplevet bedre stemning såvel ude og som inde, rigtig hyggeligt. Vores nattevagter, på skolen havde ikke problemer, med at holde sig vågne. Der var en hyggelig stemning det meste af natten i en dejlig lun sommeraften.
Lørdag efter morgenmaden, som blev rost og blev serveret med hjælp af GHT´s U12 drenge, de var som små arbejdsbier og blev også rost rigtig meget, startede håndboldstævnet på de 7 baner i fantastisk flot vejr. Ved tidtagerbordene sad en flok af GHT´s ungdomsspillere + en del andre frivillige, de fik også megen ros. Midt på dagen var der frokost, som blev serveret i hallen, igen med hjælp fra en masse unge, en super frokost, som igen blev rost af alle. Resten af lørdagens kampe blev afviklet, stadig i dejligt solskinsvejr. Der kunne købes kaffe og kage, bagt og solgt af forældre og desuden af en masse frivillige unge. Alle vore frivillige var klædt i flotte røde bluser.
Efter en super god dag, kom så aftenfesten, der var pyntet fint op i hallen, også af frivillige. Menuen bestod af pandekager, til forret, hovedret og dessert og det var et hit, alle roste det. Efter maden var der dans til godt musik. Festen sluttede med pølser, for dem som lige trængte til lidt natmad kl. 01.00, alt i alt en vellykket dag og aften.
Søndag morgen kl. 07.30 stod madholdet med alle deres hjælpere, klar med en dejlig morgenmad, som igen fik ros.
Kl. 09.30 gik det igen løs på håndboldbanerne, med alle hjælperne på plads og solen strålede fra en skyfri himmel, igen i dag. Kl. 12.00 var der en halv times middags/spisepause, hvor der igen var en meget lækker menu, som alle nød. Kl. 14.30 var den sidste kamp fløjtet af, der var medaljeoverrækkelse til de vindende hold, hvor rigtig mange blev for at hylde vinderne.
Vi i GHT Hovedgård har ikke på noget tidspunkt, haft svært ved at hyre hjælpere. Vi følte at alle stod sammen om vores lille håndboldklub. En rigtig god oplevelse at være med til at planlægge og afvikle, så stort et stævne. Selvom der blot var 31 hold, som fik en god oplevelse, er det ærgerligt for dem som ikke var med.
Vi har kun fået ros alle vegne fra, vi har ikke hørt et negativt ord.
Kæmpe stor tak til alle som har været med til at det kunne lykkedes.
Se det var en god historie, fra DGI´S Landsmesterskab i GHT Hovedgård håndbold.
På vegne af GHT´s LM arbejdsgruppe
Anna-Lise Jørgensen
|